#Alt om mig #Graviditet og fødsel #Pseudomor

Jeg elskede hende ikke..

6. september 2017

Den dag jeg blev mor for første gang, var det en kæmpe omvæltning – jeg har virkelig aldrig været den følsomme type, faktisk er kunne det tælles på en hånd, hvor mange der har set mig græde. Bevars, jeg snakkede om følelser – men kun med de mennesker der var aller tætteste, og stadig er det, men mest af alt bare Jesper. Jeg har altid haft svært ved at lukke op, svært ved at vise mine svage sider og endnu sværere ved at tale om dem.

‘Jeg viste godt, inde i mig selv at det ville ændre sig når jeg selv fik børn, at mine følelser ville blive helt anerledes, overfor mit barn, mit eget kød og blod. Jeg viste bare ikke at det ville blive så markant anerledes.’

Jeg fødte Agnes en kold vintermorgen i januar – jeg var 10 dage inden fødslen, fyldt 22 år og jeg gik under betegnelsen ‘ung mor’, det var jeg dengang og det er jeg stadig. Når man er ung mor, så er det naturligt at samfundet, myndighederne og fagpersoner, spekulere over om man nu kan klare rollen, om man er moden nok til ansvaret – men ikke hos mig, jeg var godt nok kun 21 år da jeg blev gravid, men det var planlagt, jeg var gift, havde eget hus, uddannelse, fast job og en stabil økonomi, der var styr på tingene.

Jeg fik de nødvendige kontrolbesøg ved en normal jordemor og hos egen læge, selvom der her i byen er et tilbud for alle unge mødre, under 25 år – “familiens hus” kalder de det, med jordemor besøg og støtte, så undgik jeg det, grundet ovenstående. Jeg var glad – ingen svaghedstegn.

Da Agnes kom til verden, var jeg først og fremmest lykkelig, jeg var stolt, glad og mest af alt taknemmelig, for den lille klump kærlighed, jeg nu havde fået i mine arme. Der blev hun, i mine arme altså, det næste halve år. Jeg kunne ikke bevæge mig mere end 5 meter væk fra hende, og de 5 meter var til et sjældent bad eller toiletbesøg, uden hende, hvis far var hjemme; men de fleste af gangene var hun med mig, hun lå i sin lift eller på puslemåtten, lige ved siden af mig mens jeg tissede – engang imellem lå hun også bare i mine arme, fordi jeg ikke kunne ligge hende fra mig, hvis hun virkede det mindste utryg ved det.

Jeg har aldrig betvivlet Jesper og hans farrolle, jeg var 110% tryg ved at han var alene med hende, og jeg viste at han ville klare det lige så godt som jeg, men jeg havde ikke behov for adskillelsen, jeg ville ikke være væk fra hende!

De første 3 uger græd jeg, flere timer, hver dag – hvis voksne kunne diagnosticeres med kolik, var jeg blevet det. Jeg kunne stå med den lille perfekte skabning i mine arme om aften, med tårene løbende ned af kinderne, jeg elskede hende så højt og jeg var SÅ bange for at fejle – at gøre noget forkert, så hun måske ville tage skade af mine handlinger, psykisk. Jeg tænkte at hun havde brug for det aller bedste – og jeg var i tvivl om jeg var i stand til at give hende det.

Hvis nogle ville holde Agnes, spredte panikken sig i min krop – alt strittede imod. Jeg lod dem gøre det, fordi jeg allerede havde fået så mange ‘hug’ for at være overbeskyttende, at jeg følte mig unormal – jeg var igen bange for at gøre noget forkert med Agnes, men det føles forkert når andre end mig havde hende i armene, det var en frygtelig følelse.

Jeg kunne sidde med hende, sovende i mine arme, og savne hende, fordi jeg følte hun var alt for langt væk. Det var hårdt, aldrig at kunne give slip. Men jeg elskede hende, højere end noget andet.

Derfor kom det også som en overraskelse da jeg en sommerdag i juni blev mor for anden gang – ved en rolig hjemmefødsel kom Ellie til verden. I huset sammen med mig var Agnes, Jesper, min mor og min svigermor. Ellie var den skønneste lille pige, som vi ikke kendte kønnet på, før jeg selv tog imod hende ved fødslen. Hun var kæmpe stor, men mild og rolig, helt fantastisk! Men mine følelser – de var ikke de samme? Jeg følte ikke det samme for Ellie, som jeg havde gjort da jeg fødte Agnes. Måske var det meget normalt, tænkte jeg.

Samme aften, knap 2 timer efter jeg havde født hende, spurgte min mor om hun måtte holde Ellie, det fik hun lov til – uden tøven, og jeg havde det fint med det.

De næste 13 dage græd jeg stort set uafbrudt når Agnes ikke var der, ligesom jeg havde gjort det med Agnes. Faktisk græd jeg også engang i mellem, mens hun var der – fordi det var umuligt at lade være. Men jeg græd af en helt anden årsag – jeg elskede ikke Ellie. Hun var helt igennem fantastisk, den skønneste lille baby og jeg ville ikke undvære hende for noget i verden, men jeg bebrejdede hende at min tid med Agnes var mindre, jeg blev irriteret på hende hvis hun græd og var sulten, når Agnes var vågen – og jeg følte mig som en elendig mor, både fordi jeg blev sur på Ellie og fordi jeg ikke havde tid til Agnes.

Jeg hadet at jeg var nødt til at sove i vores ekstra værelse med Ellie den første tid – for jeg savnede Agnes om natten. Jeg overvejede sågar at sætte babyalarmen til hos Ellie, for at kunne sove hos Agnes – men jeg gjorde det selvfølgelig ikke. Agnes sov trygt, sammen med Jesper.

‘Ellie var kun 5 dage gammel da jeg forlod hende, alene med Jesper for første gang.’

Det passede med at jeg havde ammet hende, og Agnes var vågnet fra lur i dagplejen, så jeg spurgte Jesper om han ville være sød at se efter Ellie, mens jeg hentede Agnes.

Jeg var væk i 15 minutter, max – men jeg følte mig helt fri og et øjeblik ‘glemte’ jeg at jeg var mor til to – en elendig mor til to. Altså lige indtil jeg mødte en veninde ved dagplejen, som helt overraskede spurgte mig “hvor er Ellie?!”. Usikkerheden ramte mig, tvivlen ramte mig. Ville jeg ødelægge begge mine børn? Var de egentligt bedre tjent uden mig? Samvittigheden, den dårlige af slagens selvfølgelig, tog over. Ellie lå i Jespers arme og sov trygt da jeg kom hjem, ingen skade sket – men mine følelser omkring det hele var forkerte, i min verden.

Alting ændrede sig imidlertidig – jeg blev indlagt med Ellie, hun var 13 dage gammel. Det var en hård omgang, hvor jeg blev presset til det yderste (læs mere om det HER) – vi havde blandt andet en situration under indlæggelsen, hvor Ellie og jeg blev vækket gentagende gange, og lille stakkels, fantastiske Ellie blev stukket gentagende gange i hendes hænder, fødder og hendes smukke lille hoved. Fra den nat ændret alt sig. Min beskyttertrang kom frem med 200 procent, jeg elskede pludselig Ellie, ligeså højt som jeg elskede Agnes. Jeg ville gøre alt for hende, det var mit job, mit ansvar at give hende alt det samme som Agnes havde fået og stadig får. Jeg viste at hun havde brug for mig – ligeså meget som Agnes havde haft, og selvom jeg fysisk havde opfyldt alle hendes behov – og psykisk havde gjort hvad jeg kunne, så havde jeg stadig enorm dårlig samvittighed, fordi jeg havde følt de ting jeg havde – fordi jeg ikke havde elsket Ellie fra første sekund.

Fra den dag elskede jeg den tid jeg havde med Ellie. Og fra den dag sov hun enhver mulig lur i min favn – eller i viklen hvis Agnes var hjemme – så længe hun kunne.

Jeg elsker begge mine piger lige højt i dag – jeg elsker dem højere end noget andet! Hvilket jeg har gjort siden vores første indlæggelse. Jeg er stadig en, for nogle, alt for overbeskyttende mor – ingen af pigerne har sovet ude, og de sover begge ved min side hver nat. Jeg priotere tiden med dem, over alt andet, og de bliver passet mindst muligt – oftest kun grundet arbejde.

Jeg har stadig dårlig samvittighed overfor Ellie, fordi jeg psykisk var en elendig mor de første 13 dage af hendes liv. Samvittigheden over for Agnes er bedre, for Ellie som hendes lillesøster betyder en milliard gange mere, end den tid hun er nødt til at dele mig med Ellie.

Jeg ved at det kan være et svært emne at tale om, når kærligheden til et barn overskygger følelserne for det andet barn. Jeg vil gøre mit til, at tabuet kan brydes, ved at åbne op for mine følelser omkring det at blive mor til to, og jeg håber at i vil tage godt imod det ❤

De varmeste hilsner
Michelle Elbæk Jensen.

Relaterede Indlæg

4 Kommentarer

  • Svar Anne 6. september 2017 at 13:04

    Stærkt indlæg! Synes du er så sej og jeg er meget glad for at du vælger at fortælle hvordan du har haft det. Jeg venter vores andet barn nu, og det er så godt at vide at ingen følelser er forkerte eller ligegyldige. Kærligheden er derinde – fantastisk!

    • hashtagmor
      Svar hashtagmor 6. september 2017 at 13:23

      Tusind tak for din ros ❤ Nej der er nemlig intet forkert. Og jeg ved at Ellie har haft en ligeså god opvækst (indtil videre) som Agnes – trods de første 14 dage. Det vigtigeste er jo bare at de ikke mærker det ❤ Held og lykke med fødslen af dit andet barn 😍

  • Svar Millaskatte 8. september 2017 at 21:41

    hey.
    Jeg er rigtig glad for at læse det du har skrevet for følte det samme.
    Vi har vores søn som er mit hjerte barn og som jeg vil gøre alverden for og mere til.
    Vi fandt ud af jeg var gravid og vi var lykkelige for det, men da vi fik af vide at jeg skulle have tvillinger brød min verden sammen. Røg psykisk ned og kunne slet ikke forstille mig hvordan det skulle fungere for var så bange for at jeg ikke havde tid til sønnen og at han blev tilsidesat. Elskede ikke mine døtre i hele graviditeten som jeg gjorde med sønnen og det hele var slet ikke det samme. Kan stadig godt mærke selv efter 2 måneder at min kærlighed og overbeskyttenhed er større til sønnen. Han er mit hjerte barn, Mit ønskebarn, Mit liv. Var så bange for inden jeg fødte om hvordan min kærlighed ville være til de 2 nye prinsesser. De er over 2 måneder nu og kan godt mærke det er blevet bedre men stadig ikke så min skyldfølelse er væk og at min kærlighed er ligeså stor. Føler mig som verdens dårligste mor nogensinde fordi jeg ikke har samme kærlighed til de små som til den store 🙁
    Så kender den følelse 1000% havde det præcis på samme måde og har det stadig lidt sådan

    • hashtagmor
      Svar hashtagmor 8. september 2017 at 22:27

      Puha! At blive mor til tvillinger må uden tvivl være hårdt. Det er en omvæltning uden lige – at gå fra et barn til 3. Du er helt sikkert på overarbejde med 2 spædbørn der sover på skift (eller hvis du er heldig sover ens, men det er stadig umådelig hårdt!) Og din hjerne skal have tid til at omstille sig til alt det nye. Jeg er ikke itvivl om at du med tiden nok skal få ligeså store følelser for dine tvillinger som du allerede har for din søn – men det er hårdt i forvejen for dig på nuværende tidspunkt, så pak den dårlige samvittighed og skyldfølelsen væk – kærligheden kommer ❤ Måske det kunne gavne dig at snakke med din sundhedsplejerske hvis det er meget slemt for dig? Det gjorde jeg i starten og min sundhedsplejerske har virkelig været guld værd og beroliget mig så meget!
      Uanset hvad – så får du en kæmpe krammer herfra, du er helt okay, du er helt normal og alle dine børn er heldige, fordi netop DU er deres mor ❤
      Kærlig hilsen
      Michelle Elbæk Jensen

    Skriv kommentar