#Alt om mig #Pseudomor

Der kom torden, i vores lyserøde sky #1

3. juli 2017

I kender det alle sammen – man er glad, man er lykkelig, stort set alt er godt. Der skal meget til at ændre den følelse, lykkerusen.

D. 20 juni 2016 blev vi forældre til den skønneste lille pige, Ellie! (Læs alt om fødsel af hende H E R), vores familie bestod nu af 4 uundværlige enheder. Jeg var stolt af mine piger, kærligheden Agnes allerede viste Ellie var hjertesmeltende, fantastisk! Når jeg ammede Ellie og Agnes hoppede med – var følelsen af kærlighed mellem dem helt unik og tydelig. Det var virkelig en situation jeg ville ønske for alle, at de kunne opleve (læs om amningen af dem begge H E R).

Søndag den 3. Juli blev alt imidlertid ændret.

Om aften lige omkring aftensmadstid lå vi alle i sofaen og hyggede. Ellie havde en tendens til at ligge med bøjede arme som en hver anden nyfødt. Jeg fik hendes arm strukket ud og der mødte mine øjne en betændt slags byld i armhulen. Jeg anede ikke hvad det var, hvad det kom af og hvad vi skulle gøre så jeg besluttede mig for at vi skulle ringe til vagtlægen – bare for at få råd, Ellie var jo kun 13 dage gammel. De bedte os komme ind forbi da de helst ville se på hende, alderen taget i betragtning, så det gjorde vi. Jeg forklarede Agnes at mor og Ellie lige skulle ind til lægen, men at vi kom tilbage når hun sov – det skulle jeg aldrig have fortalt hende, for sandheden blev en anden.

Ellie med hendes første drop i hånden <3

Søndag aften blev vi indlagt efter turen hos vagtlægen. Vi blev henvist til børneafdelingen hvor en børnelæge ville kigge på hende – de vurderede der at hun skulle have antibiotika igennem et drop, og der blev taget en del prøver af hende. Ellie fik lagt droppet inden indlæggelsen, og bylden blev skåret op og tømt. Derefter blev vi indlagt på barselsklinikken, da Ellie var under en måned gammel ved indlæggelsen. Jeg fik min mor til at tage hjem til Jesper og sidde i huset, mens han kom ind til mig med lidt tøj, en oplader m.m. og hente bilen – den stod jo på 3 timers parkering; da jeg ikke ligefrem havde regnet med en indlæggelse da vi amkom til hospitalet.

Ellie efter en klipning og en masse stik. Stakkels lille fis! <3

Mandag eftermiddag efter 2 x medicin i hendes drop, var hendes lille hånd meget hævet og hun havde haft så ondt hele dagen, så da hun fik hendes aftendosis, hvor hun skreg under hele medicingivningen, besluttede en sygeplejerske at tage droppet ud kl 21 og ligge et nyt. Ellies lille hånd var meget medtaget, og man kan faktisk stadig se det, den dag i dag. Planen var at det nye skulle ligges dagen efter, om morgen – men kl 23.30 mandag aften, blev vi vækket af en sygeplejske som skyndede så meget på os, at jeg hverken nåede at få bukser eller sko på. Vi kom ned i neonatalrummet hvor en overlæge startede et af mange forsøg på at ligge det nye drop. Det skulle vise sig at blive et hårdt døgn for os begge. Lægen startede med den anden hånd – uden held. Derefter barberede de hende og forsøgte 4 gange at ligge drop i hendes lille smukke hovedbund. Jeg var helt rund på gulvet, svimmel og jeg følte at jeg skulle besvime flere gange, blot ved synet af min lille baby der blev stukket forgæves, og det trods at jeg er rimeligt hardcore – jeg har for fa’en født 2 børn uden smertestillende! Ellie skreg og skreg, og flere gange undervejs blev jeg bedt om at amme hende for trøst. Først da klokken var 00.30 opgav lægen forsøget – og vi fik lov at gå ned på stuen og sove.

Hele denne nat sov Ellie i mine arme – jeg havde på ingen måde lyst til at ligge hende fra mig, jeg havde brug for at hun viste at jeg var lige her, og at jeg altid ville være der for hende! Dette havde sygeplejerskerne dog sagt til mig at jeg ikke burde gøre – for samsovning kan være farligt sagde de.. Men hey, kald mig bare rabel – jeg gør hvad det passer mig, når det kommer til mine børn.

Kl 05.30 blev vi vækket igen – jeg fik afvide at de kl. 6.00 ville have en anitistilæge til at prøve – 2 gange stak hun i foden, uden held. Hun besluttede derefter at se ville have ‘Elliesiturationen’ op og vænne på morgenmødet – og bedte mig blive på værelset hele morgen, indtil jeg fik yderligere information. Jeg kunne derfor ikke hente morgenmad og de 2 gange jeg ringede med klokken for at spørge til mødet, da jeg havde fået afvide de ville være færdige omkring kl. 9, og bede om mad tog det 15!! Minutter for dem at komme ned. Maden kom aldrig – og alle kvinder der har ammet en 2 ugers gammel baby og en toddler ved at det kræver mad – specielt når man stort set ingen søvn har fået. Jesper var selvfølgelig startet på arbejde igen, og jeg stod derfor midt i dette følelsesmæssige kaos helt alene. Savnet til Agnes og frustrationerne på Ellies vegne. Det var så hårdt!

Kl 10.30 kom de endeligt ned til mig – de ville forsøge med endnu en børneoverlæge. Efter 1 times undersøgelse og 2 mislykkede forsøg, en baby der var helt ude af den, og mig afkraftet, træt, energiforladt – ude af stand til andet end at tage mig af min baby og gøre hvad jeg fik besked på, tilkaldte de en nakoselæge med ultralyd – som lagde et drop på 10 minutter!

Ellie med nyt drop – og hendes lille hånd som den dag i dag stadig har et mærke efter droppet.

Det er så fysisk og psykisk hårdt at se sin lille pige blive stukket så mange gange – det ønsker jeg virkelig ikke for nogle! Og mellem alle stikkene sagde sygeplejersker og læger at jeg skulle trøste med amning og at hun skulle have sukkervand som Ellie lå der og var ved at kløjs i. 2 uger gammel og allerede alt dette igennem!

Vi blev udskrevet med en åben indlæggelse og penicillin onsdag – og heldigvis for det! Ellie havde brug for ro – Agnes havde brug for stabilitet og jeg havde brug for at min familie var samlet! ❤

.. denne fortælling er langt fra slut endnu, fortsættelse følgere. Tak fordi du læste med, hertil! 🙂
Del 2Del 3

– Michelle <3

Relaterede Indlæg

2 Kommentarer

  • Svar Da der kom torden i vores lyserøde sky #2 | #hashtagmor 4. juli 2017 at 11:31

    […] Del 1 – H E R! […]

  • Svar Da der kom torden i vores lyserøde sky #3 | #hashtagmor 5. juli 2017 at 11:36

    […] del 1, H E R – del 2, H E […]

  • Skriv kommentar