#Pseudomor

Ifavnsk forældreskab.

1. juni 2017

Fra den dag jeg holdte Agnes i armene første gang – viste jeg bare at jeg ikke kunne slippe hende, jeg kunne ikke fysisk være væk fra hende! Jeg havde brug for at vide alt om hvert eneste åndedræt hun tog, hvert sekundt af hendes liv skulle deles med mig. Og sådan var det alle de første 5 måneder af hendes liv. Først da hun var 5 måneder gammel tog jeg i bilka i 30 minutter alene – og jeg havde det elendigt! Jeg kunne slet ikke være i mig selv – hvad hvis hun græd og Jesper ikke kunne trøste hende uden amningen? Hvad hvis hun følte at jeg forlod hende? Det var frygteligt! Jeg hadet det!

Hun havde jo haft det super godt hos Jesper – ingen problemer der!

Hvorfor tog jeg afsted når jeg havde det sådan? Jeg tror egentligt mest det var et spørgsmål om at jeg følte mig mærkelig? Ingen jeg kendte havde det sådan – og en fortalte mig at jeg var nødt til at afbryde symbiosen engang imellem ellers lærte hun aldrig at klare sig uden mig..

Da Agnes var omkring et halvt år – tænker jeg? Fandt jeg ud af hvad ifavnsk forældreskab var – og alt ved det, beskrev mig! Jeg meldte mig i nogle facebook grupper, og fulgte med i dem – jeg følte mig pludselig ikke så alene med mine følelser!

[easy-image-collage id=704]

Hun begyndte i dagpleje da hun var 9.5 mdr – vi satsede nemlig på en langsom og blid indkøring. Det var ikke tilnærmelsesvist blidt! Hun skreg fra jeg gik til jeg kom tilbage og dagplejemoren havde ikke ringet – så 30 minutter havde hun skreget 🙁 .. Jeg tog hende i armene og satte mig på gulvet for at snakke med dagplejemoren om hvad vi skulle gøre – hun overbeviste mig om at det var ganske normalt at børn græd så meget i starten, jeg troede på det, jeg havde jo aldrig prøvet det før! På tredjedagen var det på ingen måde bedre – hun skreg så meget at hun faldt i søvn i mine arme af udmattelse når jeg hentede hende. Jeg kunne ikke længere se på det! Fuck om det var “normalt” det skulle ikke være sådan for mit barn! Dagplejemoren indrømmede også at Agnes faktisk havde været “værre” end de fleste børn – og at hun havde snakket med dagplejepædagogen om det som synes det blot skulle fortsætte. På et tidspunkt ville hun jo “give op” fortalte hun. Nej fanme om mit barn ikke skulle give op! Mit barn skulle være trygt og jeg holdte af samme årsag fast i at vi måtte starte forfra! Jeg ville slet ikke høre tale om at jeg “forstyrrede” dagligdagen ved at være der – det skulle jeg være! Jeg var der en uge 1 time om dagen sammen med hende og hun begyndte stille og roligt at søge væk fra mig for at lege med de andre og deltage i aktiviteter. Hun holdte stadig øje med mig men alt var meget bedre! Agnes græd desværre stadig ved afleveringer – men jeg stod altid og lyttede ved døren lidt efter og hun stoppede da jeg gik ❤ Hun græd hver eneste dag i flere måneder. Jeg overvejede virkelig bare at droppe mit job, og passe pigerne hjemme! (Læs mere om det her)

Agnes blev ammet hun selv sagde fra – der var hun ca 2 år, så jeg har både langtidsammet og tandemammet (2 på en gang) – det skal jeg nok fortælle om en anden gang ❤ ..

[easy-image-collage id=712]

Vi samsover – vi vikler og vi har tryghed og omsorg som de største fokuspunkter herhjemme.

“De 8 principper i ifavn er:
At forberede fødslen
At give følelsesmæssig opmærksomhed
At amme
At bære din baby
At dele søvn
At undgå hyppige og langvarige adskillelser
At opdrage blidt og positivt
At skabe balance i dit familieliv
(Kilde: http://www.ifavndanmark.dk/dk/default.asp?filnavn=/dk/vaerktoejskasse_smaaboern.asp)

I forhold til princippet “at amme” ser jeg det tit omformuleret til “at give mad på en tryg måde” – og det er bestemt også min tanke. Det vigtigste er at barnet får sin mælk, på en tryg og kærlig måde, og ikke hvilken mælk barnet får.

Man behøver selvfølgelig ikke at udfylde alle punkter 100% – eksempelvis er jeg nødt til at arbejde, og hyppige adskillelser er derfor en realitet både hos os og hos mange andre.

[easy-image-collage id=708]

Det hele er meget nemmere med Ellie – Ellie er desværre flaskebarn og jeg priotere derfor alenetid med Agnes. Jeg er stadig ikke kommet til det punkt hvor jeg priotere mig selv ret ofte – men i aften skal jeg ud og spise med en veninde når pigerne er puttet ❤

Jeg ville ønske at jeg selv havde kendt til det inden jeg blev mor – og derfor ikke havde følt mig så forkert når jeg konstant gik med min baby på armen, sov med hende hver nat og aldrig var mere end et rum væk ❤ Så kære mor; du som elsker dit barn ubetinget, dig som aldrig vil være væk fra dit barn – og dig som har behov for alenetid uden dine børn – vi er alle forskellige, vi er alle okay! Vi er mødre på forskellige måder og der skal der helt bestemt være plads til i samfundet.

 

Første nat uden mor – da Ellie og jeg var indlagt

 

Jeg håber at vi alle med tiden kan finde os helt til rette i vores forskellige mor-roller og føle os helt normale – selvom vi ikke er som alle de andre. ❤

– Michelle <3

Relaterede Indlæg

Ingen Kommentarer

Skriv kommentar